Vedtægter

LOVE FOR HERNING HUSFLID

Cvr-/SE-nummer: 35 17 27 26 (Stiftet 24.11.1983)

 

§ 1 Navn og hjemsted

Foreningens navn er Herning Husflid med hjemsted i Herning kommune.

 

§ 2 Landsorganisation

Foreningen er medlem af Landsforbundet FORA.

 

§3 Formål

Foreningens formål er at fremme og udvikle dansk husflid og dansk identitet gennem folkeoplysende virksomhed samt videregive husflidens kulturelle værdier.

 

§ 4 Virksomhed

Formålet søges opnået ved informations- og udstillingsvirksomhed samt gennem tilbud om medlemsaktiviteter og kursusvirksomhed i forskellige husflidsfag for alle aldersgrupper.

 

§ 5 Medlemmer

Alle kan blive medlem af foreningen, såfremt de kan tilslutte sig formålet.

Hvis et medlem ikke vil rette sig efter de af bestyrelsen fastsatte regler og procedurer vedrørende Herning Husflids aktiviteter efter en skriftlig henvendelse herom, kan bestyrelsen ekskludere vedkommende af foreningen og fra foreningens aktiviteter.

Medlemmerne hæfter ikke personligt for foreningens økonomi. Enhver, der deltager i foreningens medlemsaktiviteter, skal være medlem af foreningen. Det lokale medlemskontingent fastsættes på generalforsamlingen.

 

§ 6 Bestyrelsen

Bestyrelsen består af 7 medlemmer (eller mindst 5 medlemmer). Den konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer samt sekretær og fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Formanden sammenkalder til bestyrelsesmøderne med udsendelse af dagsorden og leder i øvrigt foreningens anliggender i overensstemmelse med bestyrelsens beslutninger. Formanden, skolelederen eller 4 bestyrelsesmedlemmer kan til enhver tid kræve afholdt bestyrelsesmøder. Der skrives referat af møderne.

Det er bestyrelsens opgave at:

1. Udarbejde program for medlemsaktivitet og kursusvirksomhed.

2. Ansætte og afskedige skoleleder.

3. Udarbejde budget og regnskab.

4. Føre fortegnelse over foreningens ejendele og evt. holde disse forsikret mod tyveri og brand.

 

§ 7 Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og afholdes hvert år i 1. Kvartal. Indkaldelsen sker ved skriftlig meddelelse til medlemmerne eller annoncering mindst 2 uger før. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 1 uge før dens afholdelse. Bestyrelsen udarbejder dagsorden, der skal indeholde mindst følgende punkter:

1. Valg af dirigent

2. Aflæggelse og godkendelse af:

a) formandens beretning

b) skolelederens beretning

3. Aflæggelse og godkendelse af årsregnskabet for:

a) foreningen v/ kassereren

b) folkeoplysningen v/ skolelederen

4. Drøftelse af :

a) foreningens arbejde og budget for det kommende år.

b) Folkeoplysningens virksomhed og budget for det kommende år.

5. Indkomne forslag fra medlemmerne

6. Forslag fra bestyrelsen, herunder fastsættelse af kontingent og brugerbetaling.

7. Valg af:

a) 3 eller 4 bestyrelsesmedlemmer.

b) 2 suppleanter

c) 1 revisor

d) 1 revisorsuppleant

 

8. Eventuelt

Valgperioden for bestyrelsesmedlemmer er to år. På den årlige generalforsamling er skiftevis 3 og 4 af medlemmerne på valg. Hvis et bestyrelsesmedlem går af i årets løb, indtræder 1. suppleanten på pladsen indtil næste generalforsamling.

Valgperioden for suppleanterne er 1 år. Revisorerne vælges for 2 år, således at der vælges en hvert år.

Revisorsuppleanten vælges for 1 år.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødte stemmeberettigede deltageres antal.

Alle medlemmer har stemmeret ved generalforsamlingen, og medlemmer over 18 år er valgbare til bestyrelsen.

Almindelig stemmeflerhed er gældende ved alle afstemninger.

 

§ 8 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, såfremt flertallet af bestyrelsesmedlemmerne eller 1/3 af medlemmerne skriftligt forlanger det. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 2 ugers varsel med opgivelse af dagsorden. Reglerne om ordinær generalforsamling finder tilsvarende anvendelse her.

 

§ 9 Skoleleder

Bestyrelsen ansætter og afskediger en skoleleder og fastsætter dennes løn og arbejdsvilkår. Skolelederen er ansvarlig over for bestyrelsen og myndighederne. Skolelederen har den administrative, regnskabsmæssige og pædagogiske ledelse af kursusvirksomheden for børn og voksne i henhold til Folkeoplysningsloven.

Skolelederen udarbejder undervisningstilbud i henhold til programmet og træffer de fornødne aftaler med lærerne.

 

§ 10 Regnskab og tegningsregler

Kassereren fører foreningens regnskab og er ansvarlig for dens midler. Skolelederen fører regnskab for kursusvirksomheden og er ansvarlig for dens midler. Regnskaberne revideres af foreningens revisorer og forelægges generalforsamlingen til godkendelse. Regnskabet følger kalenderåret. Flest mulige af foreningens midler skal opbevares i anerkendt pengeinstitut.

Foreningens daglige ledelse varetages af formand og kasserer. Kassereren er bemyndiget til at disponere over foreningens formue, herunder til også at kunne disponere over foreningens midler via elektroniske bankprodukter.

Skolelederen er bemyndiget til at disponere over kursusvirksomhedens formue, herunder til også at kunne disponere over kursusvirksomhedens midler via elektroniske bankprodukter.

 

§ 11 Deltagerindflydelse

Deltagere i kursusvirksomheden orienteres om foreningens virksomhed og om muligheden for at øve indflydelse på ledelsen som medlem af foreningen. Der gives desuden mulighed for, at kursisterne kan vælge et ekstra medlem til bestyrelsen for et år ad gangen.

 

§ 12 Lovændring

Lovene kan ændres på en generalforsamling med 2/3 flertal, når ændringsforslagene er udsendt sammen med en rettidig udsendt dagsorden. Lovene skal være i overensstemmelse med vedtægterne for Landsforbundet FORA.

 

§ 13 Opløsning

Opløsning af foreningen kan kun ske på en normalt indvarslet generalforsamling, hvor nedlæggelsen er et selvstændigt punkt på dagsorden, og hvor mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for nedlæggelsen. Beslutningen skal bekræftes af 2/3 af de fremmødte på en yderligere normalt indvarslet generalforsamling, der tidligst afholdes 14 dage efter den første.

Med henblik på at overholde formalia i forbindelse med foreningens lukning, herunder placering/forbrug af eventuelt overskydende midler m.v., skal FORA orienteres senest i forbindelse med indkaldelsen til den første generalforsamling, hvor nedlæggelsen skal til afstemning.

 

§ 14 Anvendelse af foreningens ejendom

Ved nedlæggelse af foreningen overgår eventuelle aktiver til husflidsarbejdet i lokalområdet, hvor de kan anvendes til støtte for andre husflidsforeninger. Bestyrelsen beslutter fordelingen af eventuelle aktiver mellem de nævnte formål.

Foreningens papirer afleveres til et lokalt museum eller arkiv.

 

Således vedtaget på den ordinære generalforsamling torsdag den 10. marts 2016 erstatter nærværende vedtægter hidtil gældende vedtægter.

 

________________________      _______________________

Formand                                        Dirigent

 

Set af FORA den __________      ______________________



Herning Husflid
Museumsgade 32
7400 Herning

Telefon: 20 25 31 39

Mail: k.e.kroejgaard@mail.dk

Telefontid: Bedst hverdage mellem 17.00 og 21.30 samt weekend.

Formand: Knud Erik Krøjgaard



Medlem af Fora